Den evige ægtemand

Den evige ægtemand er fra 1870 og anses for en af Dostojevskijs mest velkomponerede romaner i sin logiske opbygning. Romanen behandler og analyserer forholdet mellem Don Juan-typen Veltjaninov og hanrejen (den evige ægtemand) Trusotskij i en spændingsmættet opbygning, hvor Trusotskij efter hustruens død opsøger Veltjaninov og konfronterer ham med en fjern fortid, hvor han kom i ægteparrets hjem som ven – eller havde han været mere end blot en ven? Som vanligt i Dostojevskijs romaner karakteriseres personerne gennem deres dialog og viser sig langt mere komplekse end de klichetyper, de repræsenterer, ligesom forholdet imellem dem til stadighed skifter fra underlegenhed til overlegenhed.

Den evige ægtemand blev skrevet ind imellem de store værker Idioten og Onde ånder og blev offentliggjort af Strakhov i tidsskriftet “Sarja” (Morgenrøden) i 1870. I skildringen af konflikten mellem Don Juan-typen og hanrejen byggede Dostojevskij på egne tragiske erfaringer med sin første, utro hustru tilbage i Sibirien-tiden. I forbindelse med udgivelsen skrev Strakhov til Dostojevskij: “Jeg finder, at dette værk er et af Deres bedst udarbejdede, et mesterværk i sin logiske opbygning, og i sit indhold et af de interessanteste og dybeste, De overhovedet har skabt. Særlig er skikkelsen Trusotskij genialt opfattet og skildret. Flertallet af læserne vil næppe forstå Dem helt, men læse Dem vil man og – med hvilken glubskhed.” (Oversat af Ejnar Thomassen). Og samtidens kritikere var enige med Strakhov. I modsætning til Idioten blev den vel modtaget og rost for den gennemførte komposition.

Dette har også eftertidens kritikere hæftet sig ved. Således anfører Dostojevskij-kenderen Joseph Frank i bogen Dostoevsky – The Miraculous Years, 1865-1871: “Den evige ægtemand, den mest perfekte og forfinede af alle Dostojevskijs kortere værker, kan virkelig kaldes “klassisk” i sin konstruktion. Den nærmest balletagtige organisering af sammenstødene mellem de to hovedkarakterer med det gradvise skift i positionen af den ene over for den anden og endelig den fuldstændige ombytning er brillant udarbejdet. Dens effekt er en kontrolleret symmetri, der sjældent ses andre steder hos Dostjojevskij og står i skarp kontrast til det mere skødesløst udformede plot i Idioten.”