Retsfilosofi

Da Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) i 1818 blev professor i filosofi ved universitetet i Berlin, var det en del af hans arbejde hvert år at give en forelæsningsrække over retsfilosofi og statslære. For at sætte såvel emnet som undervisningen lidt i system udarbejdede han en lærebog, hvis fulde titel var Elementær retsfilosofi eller Naturret og statsvidenskab i grundrids (1821), generelt kaldet Retsfilosofien.
Det var planen senere at udgive en revideret og udvidet udgave, men det nåede han ikke. Det arbejde blev i stedet overdraget en af Hegels elever, Eduard Gans, der allerede i flere år havde overtaget undervisningen i retsfilosofi, og han løste opgaven ved at supplere den oprindelige tekst med en række uddrag af notater fra Hegels forelæsninger i 1822-23 og 1824-25 - stenografisk optegnet af H. G. Hotho og K. G. J. von Griesheim.
Denne andenudgave fra 1833 har siden stået som standardversionen af Hegels Retsfilosofi, og det er derfor den, som hermed foreligger på dansk.

Retsfilosofi er i denne sammenhæng mere end en filsofi om retfærdighed, retsfølelse og rettens forvaltning, for retten har sine egne kilder og trækker sine egne spor fra naturen til individet, samfundet og staten, og disse kilder og spor hænger sammen med rettens begreb, der atter knytter sig til den af Verdensånden implementerede fornuft.
Der er tale om en stor bevægelse, en progression i rettens formationer og institutioner, og derfor bliver retsfilosofien i Hegels udførelse en dialektisk bestemmelse af hele det borgerlige samfund og dets indføjelse i staten og verdenshistorien.

Som sådan står Retsfilosofien også som et vældigt monument over det borgerlige samfunds tidlige selvforståelse og udviklede legitimitet - med betydelige aftryk og perspektiver til vor egen tid.