Den evige ægtemand

Hovedpersonen i ’Den evige ægtemand’ er den tidligere levemand Veltjaninov. Han havde i sine yngre dage et vist kvindetække, men da læseren første gang træffer den nu noget bedagede herre (38 år – tænk engang!), er han halv-bitter over tidens gang og dertil hypokonder. Han opsøges – eller er det omvendt? – af en mand ved navn Pavel Pavlovitj Trusotskij, og det viser sig, at de to har en fælles fortid. Og ja – det handler om en kvinde.

Trusotskij var gift med den nu afdøde Natalja, som Veltjaninov i sin tid også havde et forhold til. Det hele kommer nu til at cirkle omkring, hvorvidt Trusotskij var klar over sin kones udenomsægteskabelige eskapader og om, hvorvidt Veltjaninov mon er far til Nataljas datter Liza. Alt dette vil Veltjaninov – og læseren, ikke mindst – rigtig gerne vide.

Dostojevskij er ganske uforlignelig i sin psykologiske fremstilling af problematikken. Veltjaninov fører indre dialoger med sig selv og dobbelttydige dialoger med sin gamle ”ven” Trusotskij, og begge dele er gjort, som kun Dostojevskij kan gøre det! Det er djævelsk humoristisk og fintfølende på én gang, og samtidig glædes jeg over, at denne nye oversættelse er så tro mod tiden: Her er både ”kanaljer” og ”tugthuskandidater”- og hvor er det dog en fryd at læse!